Til bund  Startside

Med vandmiljøplanens vedtagelse udskrev Folketinget en samlet regning på ca. 50.000.000.000 til danskerne - eller ca. 10.000 kr./person. Det kan på den baggrund være grund til at se kritisk på beslutningsgrundlaget for denne proces - får vi noget for pengene - og blev der truffet de rigtige beslutninger?
Hele sagen fik et for folkestyret et enestående forløb, som der kan være grund til at fremhæve.
I det følgende vil der blive fokuseret på nogle af de fejl i grundlaget for redegørelsens konklusioner, der dannede baggrund for vedtagelsen af den såkaldte Vandmiljøplan I.
Mange af de direkte fejl og misforståelser, der blev peget på for mere end 13 år (2001) siden er endnu ikke blevet revideret.
De følgende kendsgerninger dækker kun den del af planen, der vedrører landbrugets anvendelse af gødskning.

  Emner:
• Prolog - baggrund for planen.
• NPO-redegørelsen.
• Tv - udsendelsen, der ændrede historien.
• Udenlandske ekspertvurderinger.
• Andre vurderinger af planen.
• Folketingets behandling af sagen.
• Vandmiljøplan II med kommentarer (maj 2000)
• Litteratur, kildemateriale, dokumentation.

Op gennem 80érne blev der ført en stigende hetz mod landbruget. Baggrunden var enkelte år med omfattende iltsvind og masseforekomst af alger. Danmarks Naturfredningsforening fik med sin direktør David Rehling i spidsen en chance for at øge medlemstallet.
Da socialdemokratiet skulle holde SF stangen, blev Ritt Bjerregaard udnævnt som miljøpolitisk ordfører - den faglige viden kunne ganske vist ligge på et lille sted, men det var en underordnet detalje, der ikke kom sagen ved - det handlede om stemmer.
I en kronik i Jyllandsposten d. 16.10.85. affyrede Ritt Bjerregaard en bredside af mod landbruget.
Artiklen var fyldt med mange fejl, udokumenterede påstande og faglige bommerter, at den vil kunne anvendes studiemateriale i at finde landbrugsfaglige fejltagelser. Artiklen var sikkert i hovedtrækkene skrevet af hendes embedsmænd.
Hensigten var en helt anden end at orientere sagligt om miljøproblemer - det drejede sig om at markere sig politisk - teorier var blevet til virkeligheder i Ritts univers.
Faglig uvidenhed er ingen ulempe i den politiske verden - Ritt B. er eks. EU-kommissær med miljø som arbejdsområde, hvor hendes første opgave var at holde ferie - derefer udgive en pjece om klimakonferencens formål i Kyoto var at løse problemet med ozonlaget - en fejltagelse, der medførte udgivelsen af en ny pjece.
Chr. Christensen (Q) var sikkert en meget velmenende miljøminister, men havde nogenlunde samme faglige forudsætninger som Ritt B. Hans artikler om sammenhæng mellem nitrat og mavekræft blev meget effektivt og sagligt sat på plads af prof. Bonnevie i en artikel i Ugeskrift for Læger og i Jyllandsposten.
Prof. Bonnevie var gennem 25 år bl.a. Landbrugsministeriets giftsagkyndige i jord- og vandforureningsspørgsmål.

Udarbejdelsen af NPO-redegørelsen (N itrat P-fosfor O rganisk stof) var kendetegnende for 80érnes devaluering af videnskabelig miljøforskning.
Redegørelsen blev igangsat i 1981 (Erik Holst (S)). Miljøstyrelsen nedsatte en styringsgruppe, der bestod af 14 repræsentanter fra Styrelsen , hvoraf en var formand (overingeniør Henrik Sandbech), og 4 (!) repræsentanter fra Landbrugsministeriet, heraf A. Dam Kofoed, Askov og Lorenz Hansen, Højer, begge fra Statens Planteforsøg.
Der var i redegørelsen mange udmærkede ting, som alle var enige om.
Der var stor uenighed mellem Landbrugets eksperter og de øvrige medlemmer i udvalget vedrørende spørgsmålet om mængden af den udvaskede mængde kvælstof.
I hovedspørgsmålet, som hele NPO-redegørelsen drejer sig om, nemlig landbrugets påståede overforbrug af kunstgødning, som den »miljørigtige« del af styringsgruppen vil have begrænset ved at lægge skat på kvælstofgødning, tager Landbrugsministeriets repræsentanter kategorisk afstand fra.
De landbrugssagkyndige kommer i virkeligheden til det stik modsatte resultat af det, Miljøstyrelsens folk har nået. Da der ikke kunne opnås enighed afgav de 4 landbrugskyndige dissens, der havde følgende ordlyd:

På baggrund af det gennemførte analysearbejde er det Landbrugsministeriets opfattelse, at NPO-udvalgets resultater kan sammenfattes således:
- der er ikke på landsplan konstateret noget væsentligt overforbrug af kvælstofhandelsgødning,
- det må på baggrund af udvalgsarbejdets foreliggende resultater vurderes, at der er problemer i relation til husdyrgødningens håndtering, lagring og udnyttelse.
Problemerne omkring husdyrgødningen og dens fordeling på landbrugsarealet rummer efter landbrugsministeriets foreløbige vurdering forklaringen på de konstaterede miljøproblemer.
Disse spørgsmål er ikke tilstrækkeligt belyst i rapporten og bør undersøges nærmere, før der udarbejdes forslag til foranstaltninger på området.
Landbrugsministeriets repræsentanter i styringsgruppen kan ikke tiltræde fremstillingen på siderne 49-52.
Den i tabel 4.1.8 anførte kvælstofbalance er ikke i overensstemmelse med det materiale, der under udvalgsarbejdet har været fremlagt til belysning af spørgsmålet, jfr. i øvrigt de endelige notater af 18. juni og 15. juni 1984 fra henholdsvis Landbrugsministeriets arealdatakontor og Miljøstyrelsens Center for Jordøkologi *).

Det må siges at være rene ord for pengene.
At pressen og folketingets medlemmer ignorerer disse bemærkninger kunne tyde på, at ikke mange læste NPO-redegørelsen, som de miljørigtige medlemmer ved udgivelsen holdt op forans sig som det var Mao Zedongs røde bibel i Kina.

Centret for Jordøkologi*) bestod af en bestyrelse på 12 medlemmer, der skulle overvåge 4 forskers aktiviteter!
Centret fik senere en sønderlemmende kritik af det faglige niveau af et senere nedsat udenlandsk ekspertpanel på 22 medlemmer - se senere kapitel.
Denne uenighed mellem panelets deltagere blev fuldstændig ignoreret af pressen og af Folketingets medlemmer - bortset fra et par enkelte undtagelser - under den følgende debat forud for handlingsplanens vedtagelse.
Det stærkt belastede center under Miljøstyrelsen blev senere i al stilfærdighed nedlagt, de involverede forskere blev ikke fyret, men overflyttet til andre afdelinger.
At Miljøstyrelsen overtrådte dansk lovgivning fik ingen konsekvenser. Alle skriftlige udgivelser skulle sendes til det Kgl. Bibliotek, men det skete ikke, dansk lov gælder tilsyneladende ikke for Miljøstyrelsen, som nogle betegner som en stat i staten.

I begyndelsen af oktober 1986 var der på ny iltsvind i den sydlige del af Kattegat, og den 8. oktober viste Tv-avisen en spand døde hummere fanget af fiskere på Nordsjællands kyst og landet i Gilleleje havn.
Her stod DR klar med snurrende kameraer, for det var et godt tilrettelagt medieshow, der blev bragt d. 7.10.1986 i Tv-avisen, hvor fisker Palle Nielsen viste hummerne frem.

2 dage efter bragte Tv et interview med Gunni Ærtebjerg, der kunne underbygge historien med, at Kattegat var ved at dø. Gunni Ærtebjerg er lillebror til samme fisker Palle Nielsen, der landede de døde hummere.
Timingen var perfekt tilrettelagt. Få dage efter var der årsmøde i Danmarks Naturfredningsforening, der overtog sagen til videre behandling.
Landbrugets gødskning med "kunstgødning " fik skylden for udledning af nitrat med den dermed forbundne algedannelse og iltsvind til følge.
En formelig klapjagt mod landbrugets forbrug af handelsgødning (=kunstgødning) blev indledt - ingen havde tænkt sig at se på de mange undersøgelser, der var foretaget her i landet og andre steder.
Ingen har til dato stille spørgsmålstegn ved, om disse udsagn var tilstrækkeligt dokumenteret.
På figuren ses et af de grundlag, politikerne byggede deres beslutninger på. Den fuldt optrukne kurve, der viser en stejlt stigende kvælstofudledning til havmiljøet anvendes af Gunni Ærtebjerg i 1985 i en rapport over årsagerne til iltsvind.
Den stiplede kurve viser senere beregninger.
Endelig er indlagt resultaterne fra de faktiske målinger, der viser en faldende tendens!
[ Kilde: Danmarks Statistik. Civ. ing. Flemming Olsen i indlæg i "Ingeniøren"]
Det viser med al tydelighed, at politikernes beslutning om 50 % reduktion af kvælstofudledningen hvilte på nogle meget få, usikre og forkerte tal.
Og det viser klart Miljøstyrelsens og DMU´s ulyst til at korrigere tidligere fejltagelser.
Der blev ikke undersøgt, hvor meget kvælstof, der var i vandet i det pågældende tidspunkt, hvis det var sket, ville man have fået at vide, at der var et meget lavt kvælstofniveau.
Der er meget, der tyder på, at årsagen til iltsvind og hummernes endeligt skal søges helt andre steder.

De døde hummere var Jomfruhummere, der graver sig ned på bunden.
Et par måneder før de blev vist i Tv, havde biologer vist et kort, hvor man kunne se en brun bræmme der strakte sig fra Øresund ud for København parallelt med den svenske kyst i retning mod Anholt. Det brune slam stammede utvivlsomt fra Lynetten, hvor spildevandet løb urenset over og direkte ud i Øresund.
Måske iblandet slam fra biologiske renseanlæg, som en del kommuner skaffer sig af med ved at lede det ud i havvandet.


Da man begyndte at ensilere efter AIV-metoden medførte det store saftafløb, hvis organiske indhold kunne medføre omfattende dødsfald i de lokale vandløb.
At organisk stof kan medføre omfattende fiskedrab er således en kendt sag.
I 1986 skete det 20. århudredes største miljøkatastrofe, da der blev udledt tusinder af tons organisk stof fra det københavnske rensningsanlæg LYNETTEN, der p.g.a. manglende funktion ledte spildevandet urenset ud i Øresund.
Det urensede vand fra kloakkerne spredte sig op langs Øresund og kunne ses fra luften som en mørk bræmme - medens Miljøstyrelses ansvarlige vendte ryggen til.
Det lykkedes for Miljøstyrelsen, medierne og politikerne i fællesskab at ignorere dette vel nok Danmarkshistoriens største forurening af det marine miljø, mendes tusindvis af fisk og hummerede led døden p.g.a. iltmangel.
Man havde jo indkredset synderen - landbrugets udledning af gødningsstoffer - i følge Gunni Ærtebjerg og H. Sandbech m. fl., der ikke var belastet af praktisk kendskab til landbrugsdrift.
Miljøkatastrofen ved Lynetten i 1986 blev begravet, der findes i dag intet om denne hændelse, hverken i Miljøstyrelsens materiale eller andre steder.
Miljøtekniker Karin Sørensen fra Miljøkontrontrollen udtalte til Berlingske Tidende d. 1.6.2004: "Badevandet har ikke været så rent siden begyndelsen af 1800-tallet".
Uden tvivl korrekt, hvis man lige undtager 1986, som ser ud til at være raderet bort af historien af samtlige miljømyndigheder og -bevægelser, der forlængst har fundet den rette synder - landbruget. Miljøsektorens metoder minder om de metoder man anvebdte til historieforfalskning, der tidligere blev anvendt i Sovjetunionen.
At man i årevis havde udledt tonsvis organisk stof til Kattegat fra de nordsjællandske sommerhusområder, hvor der dengang havde sivebrønde i mangel af kloakering, havde også sin andel i de hyppige iltsvindsforekomster i disse berørte marine områder. Samme årsag til iltsvind og fiskedød er gennem årene set i havom,råderne ved Djursland, hvor biologer ikke har fundet årsagen, nemlig organiske stoffer fra nedsivning i den sandede jord til havet. Man mener stadig, at det er landbrugets udledninger af kvælstof, der er hovedansvarlig. En noget ejendommelig og letbenet konklusion, da kvælstof giver anledning til vækst af grønalger, der er den største iltproducent til det marine miljø.
David Rehling blev i 1985 Danmarks Naturfredningsforenings (DN) leder - formanden var Svend Bichel. Med ham gik foreningen ind for en aggressiv miljøpolitik, der krævede handling her og nu.
I begyndelsen af oktober 1986 var der på ny iltsvind i den sydlige del af Kattegat, og den 8. oktober viste Tv-avisen en spand døde hummere fanget af fiskere på Nordsjællands kyst.
Kort tid efter havde DN på et repræsentantskabsmøde vedtaget et oplæg fra Rehling til en 6-punktsplan.
Tv-avisen fulgte sagen op de kommende dage, og bragte blandt andet flere interviews med David Rehling. I disse udsendelser refererede han til den resolution repræsentantskabet i DN havde vedtaget på årsmødet, og på ny krævede han handling her og nu.
Søndag den 19. oktober 1986 udførte David Rehling sammen med journalisten Mogens Berendt en plan, som skulle vise sig at blive et mesterstykke i miljøpolitisk manipulation, hvor alle journalisters regler vedrørende research blev tilsidesat.
Efter aftale med Berendt fik Rehling 90 sekunder til at fremlægge DN´s 6-punkts-plan: "Red havet omkring Danmark nu!" Journalist Mogens Berendt havde tidligere haft miljøminister Christian Christensen i Tv, der med sin enestående evne til at fremsætte de mest forbløffende erklæringer - jvf. hans udtalelser om nitrat i drikkevandet, der kunne medføre mavekræft og langsom kvælning af spædbørn.
I en tidligere Tv-udsendelse havde ministeren givet den berømte erklæring:
"Tiden er forpasset til bare at snakke. Fuglene er væk, fiskene er væk.."....
Da miljøministeren ikke ville deltage i mødet blev det i stedet fiskeriminister Lars P. Gammelgaard, der ikke havde kendskab til 6-punkts-planen, og først under selve udsendelsen gik det op for ham, at dagsordenen allerede var sat.
I udsendelsen fik David Rehling sine 90 sekunder til i meget præcise vendinger at fremlægge DN´s 6- punkts handlingsplan, der udløste et miljøhysteri, der er uden sidestykke i Danmarkshistorien.
Denne Tv-happening blev et højdepunkt i David Rehlings karriere.
Rehling sagde: "Hvorfor overhovedet vente to måneder. Folketinget mødes om ti dage efter efterårsferien, hvorfor starter regeringen ikke med der at forelægge et handlingsprogram - hvor lang tid skal vi vente"?

I løbet af de 90 sekunder, Tv-indslaget varede, var der naturligvis ingen, der havde tid til at fortælle seerne, at iltsvind og fiskedød var en jævnlig forekommende hændelse i danske farvande.
Der var heller ikke tid til at forklare, at kvælstofindholdet i farvandene var meget lavt - en lille detalje, som var uvæsentlig for debatten.
Hele indslaget var et skoleeksempel på misinformation fra den ene ende til den anden. Berendt var som vanligt så overbevist om eget geni, at naturen havde at rette sig efter hans udsendelse.
Rehlings mesterværk satte sig omgående politiske spor, og den 28. oktober - det vil sige ti dage senere - fremlagde regeringen i Folketinget en:
»Aktionsplan for havet omkring Danmark«, der næsten var en kopi af DN´s 6-punktsplan.
David Rehling stod med palmerne i hænderne - skatteyderne var de egentlige tabere, det var dem, der betalte milliarder for den hovsaløsning, der senere blev til Vandmiljøplanen. Hermed blev udsendelsen de dyreste 90 sekunder i Danmarkshistorien målt i forhold til udbyttet.

I april 1988 anmodede Planlægningsrådet for Forskningen om at forestå en international evaluering af dansk miljøforskning.
Formålet med evalueringen skulle være at få en bedømmelse af kvaliteten af dansk miljøforskning.
Der blev nedsat et panel af 22 fremtrædende, internationalt anerkendte miljøforskere, der skulle foretage en bedømmelse af kvaliteten af miljøforskningen målt med international målestok.
Hovedpanelet fik følgende sammensætning:
Professor Lambertus Lijklema, Holland, formand for panelet, dr. O.W. Heal, England, dr. John Philip, Australien, dr. B.B. Hicks, U.S.A. og professor, dr. Lars Friberg, Sverige.
I marts 1989 blev de udenlandske eksperters bedømmelse af miljøforskningen offentliggjort i en bog med titlen:
International evaluering af dansk miljøforskning
En stor del af den danske forskning fik mange rosende ord af panelet.
Men ekspertpanelets kritik af Miljøstyrelsens laboratorier var sønderlemmende.
Det var især Centret for Jordøkologi *), Havforureningslaboratoriet og Luftforureningslaboratoriet, der fik kritiske ord med på vejen - og det var disse organer, der vejledte Folketinget forud for vedtagelsen af Vandmiljøplanen!
Det var Centret for Jordøkologi, der havde udregnet og således var ansvarlig for den yderst kritisable kvælstofbalance, der var basis for NPO-redegørelsens »skøn« over kvælstofudvaskningen.
Det var også Centret for Jordøkologi, der fik den hårdeste medfart i ekspertpanelets rapport.
Efter at ekspertpanelet havde vurderet forskningsprogrammet, der indgik i NPO-redegørelsen, udtalte eksperterne, at kvaliteten af centrets arbejde ikke var god nok til, at det kunne bidrage til anvendt forskning.
Panelets bedømmelse havde følgende ordlyd:

Det er panelets indtryk, at centret udfører »oversigter«, det vil sige måler typiske parametre eller identificerer tidsændringer. Tilbundsgående forskning for eksempel i processtudier, ligger uden for dets rækkevidde.
Vi tvivler på, at centret i sin nuværende form kan bidrage væsentligt til anvendt forskning. Rent ud sagt føler vi, at centret ikke lever op til dansk forskningsstandard.
Centrets historie synes at være højst uheldig. Oprindelig havde det ikke nogen videnskabelige opgaver, og staben var rekrutteret i overensstemmelse hermed. Så fik det pludselig videnskabelige opgaver.
Der blev nedsat en bestyrelse på 12 medlemmer til at overvåge 4 forskere, hvilket må være noget af en bureaukratisk rekord. ... En perfekt opskrift for lav moral.

Havforureningslaboratoriet fik både ros og ris - ros fordi det var dygtigt til PR! Rosen var dog betinget, idet eksperterne udtalte, at indholdet af deres PR ikke var i overensstemmelse med de videnskabelige resultater. Ekspertpanelets bedømmelse havde følgende ordlyd:

Antallet af publicerede artikler inden for grundforskning ligger under dansk standard.
Laboratoriets rådgivende funktion over for Miljøstyrelsen griber unødvendigt ind i andre funktioner. Laboratoriet er dygtigt til PR, men indholdet af denne er ikke i overensstemmelse med de videnskabelige resultater.

Luftforureningslaboratoriet var det sidste af Miljøstyrelsens forskningsenheder, der var til bedømmelse. Eksperterne mente ikke, at laboratoriets materiale kunne bruges til at rådgive de offentlige myndigheder. Bedømmelsen havde følgende ordlyd:

Det er uklart, hvilket ansvar dette laboratorium har. Relevansen over for danske miljøproblemer synes uklar. Arbejdsprogrammet synes ikke at give materiale, der kan bruges til vejledning af kommunale, amtslige eller statslige myndigheder.

Selvom det var Centret for Jordøkologi *), der kom nærmest dumpekarakter, klarede Miljøstyrelsens øvrige forskningslaboratorier sig kun mådeligt i den internationale bedømmelse, de udenlandske eksperter underkastede dem.
Ekspertpanelet giver gode råd for den fremtidige miljøforskning i Danmark og understreger nødvendigheden af, at man på ny sætter den videnskabelige metode i højsædet. Panelet konkluderer:
Det er nødvendigt at sikre sig, at forskningen fremkommer med svar i de strengt videnskabeligt udførte programmer på en måde, der giver mulighed for eftervisning. Uafhængige vurderinger af erkendte miljøproblemer må danne grundlag for de nødvendige råd i en form, der overskrider sektorgrænser og nedtoner vigtigheden af svar med kort varsel. Dette er vigtigt i såvel planlægningen på regeringsniveau som i ministerielle programmer samt på det udførende niveau.

I Weekendavisen 10. marts 1989 siger professor Lambertus Lijklema:
Det er kun en lille del af belastningen med næringssalte, der bliver påvirket af Vandmiljøplanen. Virkningerne vil blive uhyre beskedne, men planen er ualmindelig dyr.
Det er farligt at tage beslutninger, som koster samfundet mange penge, men som er virkningsløse. ... Forureningen med næringssalte kan både ses og lugtes og nyder derfor folkelig opmærksomhed. Derfor er der mange penge til forskningen i disse stoffer.

I samme avis siger professor John S. Gray fra Marinbiologisk Institut i Oslo:
Beslutningen er forhastet og ude af trit med videnskabelig forskning.
Det koster det danske samfund milliarder af kroner, men man kan ikke forvente, at forholdene i Kattegat kan blive bedre af den grund, fordi det meste kommer fra andre lande.

Den danske miljøpolitik har i 1988 og 1989 kostet i alt 12 milliarder, og der skal i de næste fem år anvendes i alt 33 milliarder. Disse enorme investeringer burde være baseret på pålidelige videnskabelige undersøgelser, der giver sikkerhed for, at de mange skattekroner gavner miljøet.
Det første, der må vække undren, er, at de udenlandske eksperters underkendelse af det videnskabelige niveau på Miljøstyrelsens laboratorier - specielt Centret for Jordøkologi *), der blev kritiseret sønder og sammen - overhovedet ikke gjorde indtryk på politikerne.
Tv forholdt sig påfaldende tavs om panelets rapport, og bortset fra Weekendavisen, Jyllands-Posten og Ingeniøren, der bragte anmeldelser af eksperternes bog: International Evaluering af Dansk Miljøforskning var størstedelen af pressen yderst tilbageholdende i anmeldelserne.

I vandmiljøplanen har man ikke helt kontrol med de samlede udledninger af næringsstoffer fra jorden.
Det er beregnet stort set på den måde:
Tilførte næringsstoffer - Bortførte næringsstoffer = Udvaskning.
Hvis der tilføres 1000 dele N og 900 genfindes i afgrøderne vil resultatet give 100 dele, der udvaskes.
Ligningen passer på de fleste næringsstoffer, men absolut ikke på kvælstof.
Det skyldes, at kvælstof i form af nitrat omdannes til gasformigt kvælstof - det denitrificeres.
Denitrifikation af kvælstof sker overalt i naturen hvor der hersker iltfattige forhold - i og under rodzonen, i grundvandet, i fersk- og saltvand.
Det er en mikrobiel proces. Nogle specielle bakterier er i stand til at anvende den ilt, der er i nitrat. Hvis denitrifikationen i det forsimplede eksempel er f.eks. 50 dele, vil det være fysisk umuligt at opfylde det politiske krav.
Denitrifikation kan under gunstige forhold antage endog meget store værdier.
På side 48 i NPO-redegørelsen ses sammenhængen mellem tilførsel og udvaskning af kvælstof (N)

Forhold mellem tilført og udvasket N

Kg N/ha tilført	Udvaskning kg N/ha/år
0 - 4	44
80 - 160	60
160 - 200	58
200 - 240	57
240 - 320	57

Altså ingen virkning af nedsættelse af gødningsmængderne.
Hvis udledningen efter disse tal skal halveres, kommer man ned på 30 kg/N/ha - altså langt under, hvad man har fundet for ugødet.
Det må vist siges at være en ret umulig opgave udenfor et skrivebord.

Fejl i vandmiljøplanens forudsætninger
I vandmiljøplanen forudsætninger er der fejl. Efter 10 år er der ikke gjort noget for at korrigere fejlene. I den oprindelige beregning for forventet effekt af vandmiljøplanen, hviler på en del forkerte og irrelevante forudsætninger, hvilket har medført en stærk overvurdering af planen effekt.
Der skal listes nogle af de fejlberegninger, der er tale om:


1. Der regnes med en kvælstofmængde for dyr på 350 mio. kg, hvilket er mere, end dyrene rent faktisk producerer.
2. Virkningen af en forbedret udnyttelsesprocent af husdyrgødning giver ikke den forventede virkning, idet en væsentlig andel skyldes en reduceret ammoniakfordampning.
3. Effekten af en forbedret udnyttelse af husdyrgødning er overvurderet med en mængde der er i størrelsesordenen 35 mio. kg kvælstof i handelsgødning. Det skyldes, at der i vandmiljøplanen er taget udgangspunkt i den gennemsnitlige dyrebestand og gødningsforbrug fra 1978-82 som beregnet i NPO-redegørelsen. Det er her forudsat, at dyrene går på stald hele året, hvilket ikke er tilfældet i praksis.
4. Der er regnet med et gårdbidrag på 60 mio. kg kvælstof, hvilket betyder, at al møddingsvand + 1/3 af gyllen og ajle skulle sive ud fra lagrene af husdyrgødning, hvilket langtfra er tilfældet.
5. Der er fejl i beregningen over besparelsen af handelsgødning ved elimineringen af overgødskning ved hjælp af systematisk gødningsplanlægning. Den beregnede reduktion refererer ikke til kvælstofbehov og forbrug i handelsgødning + effektivt udnyttet kvælstof i husdyrgødning, som nævnt i NPO-redegørelsen, der ligger til grund for vandmiljøplanen. Ifølge NPO-redegørelsen var der stort set ingen overgødskning på landsplan. Besparelsen er overvurderet med en størrelse på ca. 15 mio. kg.
6. Kvælstofforureningen er overvurderet i udgangssituationen. I N.P.O. redegørelsen angives et tal for kvælstofindhold på 40 mio. kg. En beregning viser, at det nærmere er 30 mio. kg. For den animalske produktion regnedes med 90 mio. kg hvor det i stedet skulle være 70 mio.
7. Der regnes med tab ved denitrificering i rodzonen. Tallet er for lavt sat sikkert pga. usikkerhed vedrørende størrelsen. I forudsætningerne mangler der tal for denitrifikation fra under rodzone til recipient. Denne mængde må antages at være ret betydelig, hvilket drænvandsmålingerne bekræfter. Det skal her bemærkes, at der pålægges landbruget en besparelse på halvdelen at dette fejlskøn, der ikke i forvejen belaster vandmiljøet.
8. Den benyttede EDB-model er usikker og upræcis som alle andre EDB-modeller. Det gælder ikke mindst, fordi de nævnte usikkerheder og fejlskøn alle påvirker modellen i ensidig retning. Et for stort udgangspunkt vil give et for lille procentisk reduktion. I den beregnede størrelse er endvidere ikke foretages følsomhedsanalyse.
   En brugbar model skal kunne vise overensstemmelse med tidligere foretagne målinger af de faktisk udledte mængder via drænvandsmålinger o. lign., der er af værdi. Benyttelse af mellemresultater som udvaskning under rodzonen er uden værdi, så længde man ikke har tilstrækkelig styr på, hvor meget der forsvinder undervejs til recipienten er nået.

Denitrificering kan antage store værdier. En amerikansk kilde (Aulenbach et. al.) angiver måling på 6.5 tons kvælstof/ha/år ved et spildevandsudløb.
Kjellerup & Dam Kofoed. 1983. Kvælstofgødningens indflydelse på udvaskningen af plantenæringsstoffer. S. 1-22. Tidsskrift for Planteavl. Lysimeterforsøg med N-15 isotopen.
Söderström, J. 1986. Küstvattnet i Gøteborgs-regionen 82-84.

Den 18. november 1986 fandt en forespørgselsdebat om miljøet i de danske farvande sted - på foranledning af Løvig Simonsen (S). Debatten fik et enestående usagligt forløb, idet kun få politikere havde sat sig ind i stoffet - tilsyneladende stammede deres kendskab udelukkende fra Tv-udsendelsen med Rehling og Berendt.
De eneste seriøse undtagelser var Arne Bjerregaard fra Kristeligt Folkeparti, Helge Dohrmann fra Fremskridtspartiet og Jens Rønholt fra Det Konservative Folkeparti.
De fleste på talerstolen i Folketinget lod sig ikke distrahere af kendsgerninger. Alle havde travlt med at profilere sig på miljøets regning.
Hvem havde skylden for denne usaglige debat? Der var mange om at dele dette ansvar. Landbrugsminister Britta Schall Holberg og de øvrige repræsentanter fra landbruget bærer deres del af ansvaret, fordi deres modspil over for det grønne flertal fra (S), (SF),(R) og (VS) var alt for svagt.
Miljøminister Chr. Christensen var alt for svagt fagligt funderet, at miljøstyrelsens ansatte af 68-generationen havde alt for let spil.
Hverken han eller andre henviste med et eneste ord til den uenighed, der var imellem landbrugets repræsentanter og Miljøstyrelsens folk - og som fremgik af redegørelsens side 49-50.
Ministeren kunne også have citeret de landbrugssagkyndiges dissens, som er omtalt i kapitel 13. Han kunne derefter have fremhævet, at der ikke, som landbrugets repræsentanter havde ønsket det, forelå egentlige måleresultater, men kun nogle meget luftige beregningsmodeller, der mundede ud i »skøn« og »overslag«.
Ligeledes kunne ministeren have nævnt, at man fra Landbrugsministeriets side regnede med, at der ville blive foretaget nye undersøgelser, og først når de forelå, kunne man foretage en endelig indstilling til Folketinget.
Han kunne have oplyst om de tilgængelige forskningsresultater der allerede var på området - bl.a. lysimeterforsøgene fra Statens Forsøgsstation i Askov, hvor man havde arbejdet med problemerne vedrørende kvælstofomsætningen i mange år.
Disse forsøg blev foretaget med kvælstofgødning, hvor nitratdelen var mærket med den stabile kvælstofisotop N-15. Denne viste, at kun 5 % af det tilførte kvælstof blev udvasket fra rodzonen.
I stedet fik Folketinget en redegørelse om årsagerne til iltsvind, der ikke var nogen videnskabelig baggrund for.
Det kan undre, at landbrugsminister Britta Schall Holberg ikke tog ordet og pegede på uenigheden imellem Miljøstyrelsens og Landbrugsministeriets vurdering af landbrugets kvælstofforurening. Hun skulle have været den første - som landbrugets minister - til at varetage landbrugets interesser og bakke sine udpegede medlemmer op.
Jens Rønholt (K) tog afstand fra NPO-redegørelsens konklusioner med henvisning til 4 forskers påvisning af, at der er væsentlige poster i de foreliggende kvælstofregnskaber for dansk landbrug, som er anslået med så stor usikkerhed, at regnskaberne får begrænset værdi....
Rønholt stemte alligevel for et radikalt dagsordenforslag fra Lone Dybkjær.
Arne Bjerregaard (Q), var det eneste medlem, der havde det fornødne mod og den moralske standard, der skulle til for at gøre oprør mod partilinien. Han gav NPO-redegørelsen det glatte lag og blev senere tvunget til at forlade Kristeligt Folkeparti.
Forinden var han utallige gange på talerstolen med korte bemærkninger der viste, at han havde sat sig grundigt ind i sagerne.
Herunder fik han sat Lone Dybkjær effektiv på plads med nærgående spørgsmål til hendes dagsordenforslag - uden det fik indflydelse på resten af debatten.
Leif Hermann fra SF sluttede et indlæg med at sige, at han overhovedet ikke forstod, hvorfor Arne Bjerregaard ytrede sig i debatten.
Arne Bjerregaard svarede hertil, at det ikke har ret meget med saglighed, men mest med politik at gøre, og han tog stilling ud fra videnskabelige, saglige grunde, såfremt der skulle blive fremført sådanne i denne debat. ...
Fru Lone Dybkjær anfører i sit dagsordenforslag, at udledningen af kvælstof skal halveres i løbet af en 3-årig periode.
Må jeg forstå det sådan, at fru Lone Dybkjær har fået et talmateriale, en videnskabelig undersøgelse, der nøjagtig angiver udsivningshastigheden fra landbrugsområderne? spurgte Bjerregaard. Det vil jeg i grunden gerne have at vide. For hvis det ikke er tilfældet, betyder det, at hvis denne dagsorden vedtages, så vedtager dette Folketing noget, som det overhovedet ikke ved et suk om, hvad er.
Fru Lone udelod at svare.....
I januar 1987 fremlagde regeringen så sin
»Handlingsplan imod forureningen af det danske vandmiljø med næringssalte«
- der i almindelig tale siden blev kaldt Vandmiljøplanen.

Lov nr. 478 og 479 af 2. juli 1998

Et flertal i Folketinget bestående af regeringspartierne, Venstre, de konservative, CD og SF indgik den 16. februar 1998 et bredt forlig om en ny plan for vandmiljøet.
Aftalen sikrer en dansk efterlevelse af EU´s nitratdirektiv om rent drikkevand, som Danmark p.t. er det eneste land, der efterlever
Planen er et supplement til den nu efterhånden ti år gamle vandmiljøplan I, - en plan, som en del ikke særlig sagkyndige politikere altid vil mene er utilstrækkelig.
Målet i den nye plan, der har fået betegnelsen vandmiljøplan II, er at man i en periode på fem år skal begrænse udledningen af kvælstof med godt 37.000 tons.
Det skal bl.a. ske gennem følgende foranstaltninger:
• Landmændene skal bruge 10 pct. mindre handelsgødning, og samtidig skal husdyrgødningen udnyttes bedre.
• Med virkning fra efteråret 1998 gives der bøder til landmænd, der bruger for meget handelsgødning.
  For overforbrug op til 30 kg pr. hektar bliver bøden 10 kr. pr. kg gødning.
  Højere overforbrug udløser en bøde på 20 kr. pr. kg. Samtidig indføres en generel gødningsafgift på 5 kr. pr. kg for alle, der ikke fører gødningsregnskab.
  
• Våde enge. Der skal udlægges flere zoner langs vandløb til optagelse af kvælstof.
  Disse områder vil fungere som naturens eget rodzoneanlæg, der opfanger en del næringsstoffer, som ellers ville løbe ud i vandløb.
  16.000 hektar landbrugsjord udlægges til vådområder (bl.a. enge), der skal fungere som 'biologisk filter'.
• På 20.000 hektar plantes skov, 120.000 hektar skal efter høsten beplantes med efterafgrøder, som kan optage kvælstoffet.
  På yderligere 90.000 hektar skal landbruget drives særligt skånsomt, og endelig skal der satses mere på økologisk jordbrug.
  
• Harmonikravene - d.v.s. kravene til, hvor meget jord der skal til for at have en vist antal husdyr - skærpes.
  
• SFL områder. Svarer til en del af det nævnte.
  Det er arealer, der er udpeget i særlige risiko områder, og her gives der en økonomisk kompensation for at dyrke dem ekstensivt via eks. afgræsning.
  
• Bedre foderudnyttelse via bedre proteinsammensætning i foderet kan reducere udledningen af næringsstoffer fra husdyrgødning. Det gælder specielt kvælstof og fosfor.
  

I alt bliver landbrugets omkostninger ved at opfylde planen ca. 500 mio. kr. om året. Staten bidrager med et tilsvarende beløb.
I efteråret 2000 skal de seks forligspartier vurdere, hvordan planen fungerer, og om kravene til landmændenes udnyttelse af husdyrgødningen eventuelt skal strammes yderligere.
Landbrugsrådets præsident, Peter Gæmelke, påpegede det urimelige i, at landmændene her og nu skal skære 10 pct. i gødningsforbruget, og at de sidste 5 pct. ikke kunne vente til år 2002.
Venstres daværende leder, Uffe Ellemann-Jensen, gik ind for forslaget, hvilket sikkert mere skyldes hensynet til EU end hensynet til miljøet.

• Planen bygger på en forkert teori vedrørende kvælstoffets rolle i vandmiljøet.
  De 50 % reduktion af N-udledningen er ikke faglig begrundet, men er et vilkårligt, politisk skøn.
  De stigende problemer med iltsvind er sket i netop den periode, hvor landbrugets forbrug af kvælstof har været nedadgående.
  Den laveste kvælstofudledning blev konstateret i 1997, det år, hvor Mariager Fjord døde.
  Den langt mindre afstrømning til Fjorden bevirkede lavere vandstand og en dermed forøget tilledning af vand fra havvand, der var forurenet af stoffer fra Østersøen.
  Desværre er det politisk ukorrekt at medtage andre årsager til iltsvind end landbruget.
  
• Den lavere gødningskvote af kvælstof vil ikke medvirke måleligt til an reduktion af udvaskning af stoffet. Kvælstof optages i løbet af ca. 3 uger i planten.
  Det er den organiske gødning, der forårsager kvælstofudvaskning, og den forsøger man at stimulere ved at styre mod mere økologisk drift, der er afhængig af husdyrhold, hvis ikke jorden skal udpines for næringsstoffer.
  
• Man vil forbedre udnyttelsesgraden af husdyrgødning ved at tilføre mindre mængder.
  Det er også den rigtige måde at gøre det på.
  Desværre bliver resultatet, at det bliver nødvendigt at anvende husdyrgødning til afgrøder, der ikke udnytter husdyrgødningen særlig godt, det gælder f.eks. de med kort voksetid.
  Resultatet vil total blive forøget tab af kvælstof.
  Med anvendelse af EDB-modeller vil man sagtens kunne få de stik modsatte resultater en de her nævnte, men naturen lader sig ikke styre af EDB-modeller.
  
• Med stigende anvendelse af husdyrgødning til flere arealer vil der blive forøget risiko for smittespredning af sygdomsfremkaldende mikroorganismer.
  
• En reduktion af gødningsmængderne bevirker lavere udbytter.
  Lavere udbytter giver mindre behov for næringsstoffer o.s.v.
  
• En bedre udnyttelse af husdyrgødning vil resultere i forøget tab til atmosfæren af ammoniak.
  
• Det kan let forudsiges, at politikerne efter få år må konstatere, at tiltagene ikke har forårsaget nogen forbedring af vandmiljøet.
  Man vil ikke få bedre vandmiljø, men derimod nok en del flere penge i statskassen.
  Et forbedret vandmiljø kræver en forbedret indsats fra det offentliges side ved en bedre rensning af spildevand og bedre erkendelse af årsager til miljøproblemer
  Man vil stadig se problemer med algeopblomstring og iltsvind - ikke mindst i de år, hvor der udledes meget små mængder næringsstoffer p.g.a. lille nedbør.

Til top

• NPO-redegørelsen. Miljøstyrelsen aug. 1984. ISBN 87-503-5102-8
• Küstvattnet i Gøteborgs-regionen 82-84. Söderström, J. 1986.
• Kvælstofgødskningens indflydelse på udvaskning af plantenæringsstoffer fra jorden. Lysimeterforsøg med anvendelse af N-15. Kjellerup, V. & Dam Kofoed, A. 1983: Tidsskrift for Planteavl 1987: 1-22
• Sammenstilling og vurdering af forskningsprojekter vedrørende tilførsel af plantenæringsstoffer og organisk stof til vandløb fra landbrugsområder. Center for Jordøkologi. Miljøstyrelsen. Hedeselskabets forsøgsvirksomhed. Februar 1987.
• International Evaluering af Dansk Miljøforskning. Planlægningsrådet for Forskning. København 1989. ISBN 87-88531-58-9. Dansksproget udgave.
• Vandmiljøplanens tilblivelse og iværksættelse. ATV 1990. ISBN 87-88699-74-9
• Vandmiljøplanen af 1987. Vand og Jord, 1998. Duus Børgesen, Arne Kyllingbæk.
• Årsager til iltsvind i Kattegat og Bælthavet. Gunni Ærtebjerg. Vand og Miljø. 1985
  
• Kvælstofbelastning af havmiljøet. Henrik Paaby & Flemming Møhlenberg. Temarapport 9/1996.
• Vandmiljøplan, kvælstoffet og ilten i havet. ATVs vandmiljøinstitut.
• Giftige alger og algeopblomstringer. Temarapport 1999. Hanne Kaas m.fl.
• LOV nr. 478 af 01/07/1998 (Gældende). Senere ændringer til forskriften:
• Vandmiljøplanen, kvælstoffet og ilten i havet. Årsager til iltsvind i havet omkring Danmark, og vandmiljøplanens muligheder for at få forbedret iltforholdene i havet. Vandmiljøinstitutterne, Dansk Akvakultur Institut m. fl. 1988. iii, 88 sider, illustreret.
Forlag: VandmiljøinstitutterneRapport fra Akademiet for de tekniske videnskaber - vandmiljøinstitutterne.
• Fra anarki til hysteri. Røjel, Jørgen 1990, København. Samleren. J. Røjels påstande om miljøhysteri ved at gennemgå de vigtigste publikationer, der har ligget til grund for 1980'ernes planer på miljøområdet, specielt Vandmiljøplanen.
• LBK Nr. 698 af 22/09/1998
  
• LBK Nr. 551 af 28/06/1999
  

Til top  Hjem